En Fox oplevelse
Det nyåbnede Hotel Fox er blevet til som led i Volkswagens
verdenspremiere i København på en ny bil.
21 unge designere fra hele
Europa har fået frie hænder til at udfolde deres talent, og resultatet er
et unikt livsstils hotelkoncept i København.
Hvis du gerne vil have dine mødedeltagere til at tænke utraditionelt og
kreativt, kan du begynde med at booke dem ind på det nye Fox Hotel nær
Rådhuspladsen i København. Ikke alene er hotellet med sine vilde og vidt
forskellige interiører i de 61 værelser en inspiration for sanserne, det
er også et helt nyt hotelkoncept, hvor konventionerne udfordres og alting
gøres på nye og anderledes måder.
En hoteloplevelse
Som gæst på Hotel Fox ønskes du ikke et godt hotelophold, du ønskes en
god hoteloplevelse. Og oplevelsen starter fra det øjeblik, du træder inden
for i den fantasifuldt udsmykkede foyer og går hen til receptionen for at
booke et værelse.
Værelserne har ikke numre, så gæsten præsenteres i stedet for en vifte
af "do not disturb" skilte, som reflekterer designet på de enkelte
værelser. Gæsten trækker et skilt og vælger dermed sit værelse efter
hvilket design, der appellerer.
De 61 værelser er vidt forskellige og det kan måske blive lidt af et
dilemma, hvorvidt du skal gå efter et Art Deco inspireret interiør, et
værelse med vægmønstre som taget ud af en 60'er psykedelisk film eller et,
hvor du tilbringer natten i selskab med japanske Manga inspirerede
tegnefilmsfigurer.
Uden for klassifikation
Det næste valg, gæsten stilles over for, er minibaren, som er en tom
køletaske, man selv fylder op efter behag og tager med sig op på værelset.
Mens man er ved forberedelserne til sin hoteloplevelse, kan man også købe
sig en bog eller et love-kit indeholdende diverse effekter til at forsøde
opholdet i hotelsengen med.
Hotel Fox har valgt at stå uden for det officielle
klassifikationssystem. For selv om det nyrenoverede hotel er helt i top,
hvad angår kvaliteten af indretning, service, bade- og toiletfaciliteter,
så kan hoteller ikke tildeles stjerner, hvis ikke de kan garantere f.eks.
et skrivebord i alle værelser. Og det kan der jo ikke blive plads til,
hvis designeren har bestemt, at hele værelset skal udgøres af en stor
seng. Fladskærms TV og gratis Internetopkobling har dog fundet vej til
samtlige værelser.
City of cool
Hotel Fox ejes og drives af hotelgruppen Brøchner og er blevet til i et
usædvanligt samarbejde med bilproducenten VW, som stod og skulle bruge et
hotel i forbindelse med verdenspremieren i København i april måned på
deres nye bil Fox. Billanceringen var en højst utraditionel event, som
forløb over tre uger, hvor gæsterne boede på Hotel Fox, mens de deltog i
de forskellige arrangementer rundt omkring i København. Som led i
brandingen af Fox bilen havde VW inviteret 21 unge, i hotelsammenhæng helt
uprøvede, designere fra hele Europa til at stå for indretningen af Hotel
Fox.
Resultatet af de unge designeres arbejde er et helt nyt livsstils
hotelkoncept i København, hvis lige ikke findes andre steder i verden.
Hotel Fox har imidlertid fundet et helt naturligt hjem i den danske
hovedstad, som i disse år for alvor er ved at slå sin position fast som en
"city of cool" og en by, der lever af kreativitet og nytænkning.