Designviden

Projekt fox

FOX gi'r den gas

Hotel FOX:Værelse 304  'Self-Confindence' af danske e-types Hotel FOX:Værelse 304 'Self-Confindence' af danske e-types Værelse 302: 'Harmony's Hell' af amerikanske Friends With You Værelse 302: 'Harmony's Hell' af amerikanske Friends With You Værelse 202: 'You Are A Baby' af Boris Hoppek Værelse 202: 'You Are A Baby' af Boris Hoppek Værelse 108: 'Llama boy' af brasilianske Speto Værelse 108: 'Llama boy' af brasilianske Speto

Et hotel. En natklub. Et udstillingsstudie. Og ikke mindst en bil. Det er essensen af Projekt FOX, der er blevet et forbilledligt eksempel på samarbejde mellem erhvervsliv og kunstneriske kræfter

I stedet for en stor forkromet pressefremvisning af en blankpudset bil og en nat på et femstjernet hotel for biljournalisterne, har Volkswagen til årets billancering valgt at gå radikalt anderledes til værk.

København er valgt som centrum for Projekt FOX, som er navnet på markedsføringen af Volkwagens yngste familiemedlem: VW FOX. Med det tyske bureau Eventlabs som primusmotor og ideudvikler blev Projekt FOX skudt i gang den 2.april og skal indtil slutningen af april skabe opmærksomhed omkring Volkswagens nyeste skud på stammen.

Projekt FOX består af tre dele:

  • På Christianshavn i Hal D er oprettet Studie FOX, hvor man i en slags kunstnerisk laboratorium kan opleve en række udstillinger af danske og internationale kunstnere og selvfølgelig se VW FOX i diverse kunstneriske udsmykninger.
  • Pakhus 11 på Østerbro huser Club FOX, hvor unge kokke konkurrere om at være den bedste, mens der i barområdet ved køb af billet er åbent for almindeligt publikum til klub-aftener med Djs og Live-acts fra både danske og internationale kunstnere.
  • Og i hjertet af København ligger Hotel FOX.
Et anderledes hotel
Den største og mest publikumsorienteret del af Projekt FOX er etableringen af Hotel FOX, der har hjemme på Jarmers Plads i det gamle Park Hotel.

Bag den hvide facade gemmer sig et hotel, som 21 grafiske kunstnere og designere fra 13 forskellige lande siden januar i år har arbejdet på at forvandle til en helt ny slags oplevelse, der matcher en ung og urban livsstil. De internationale talenter blev stillet noget af en drømmeopgave. Med fuldstændigt frie hænder skulle de hver udsmykke fladerne i 2-3 værelser. Dvs vægge, gulve, lofter, sengetæpper, gardiner osv.

Det samlede resultat ligger langt fra klassiske hoteller med nedslidt og kønsløs indretning og væg til væg gulvtæpper i en farve, der hverken er det ene eller det andet. I Hotel FOX er ikke to af de 61 værelser ens. De multimønstret gulvtæpper er til at få øje på, og farver er absolut ikke noget, man har været bange for. Hotellet er et patchwork af diverse grafiske og urbane livsstile repræsenteret ved de 21 kunstneres forskellige nationalitet og ikke mindst stil. Selvom der er masser af fart på de fleste værelser, er der også enkelte mere afdæmpede i næsten klassisk skandinavisk stil, som f.eks. de to eneste danske bidrag fra designvirksomheden e-types.

Der bliver skabt fortællinger i hvert eneste værelse, nogle mere udfordrende end andre, som Rasmus Ibfelt fra e-types pointerer: ”Projektet handler om oplevelser. Og ikke nødvendigvis gode oplevelser, men også de mere ubehagelige. Det gør projektet modigt og anderledes”. F eks kan man nyde en nat i selskab med bare bryster i japansk mangastil, eller man kan vågne op i en krads grøn kasse af et værelse, der mest af alt minder om en dårlig drøm.

Det handler om mere end en bil
Mens 800 bil- og livstilsjournalister fra den store verden på Volkswagens regning ser sig omkring i det hippe og urbane univers, Volkswagen har skabt til lejligheden, kan vi andre hurtigt glemme, at det hele i virkeligheden handler om et kommercielt fremstød for en bil. Men skidt med det.

For Projekt FOX er andet og mere end et stort mediestunt. Det er et forbilledligt eksempel på et samarbejde mellem erhvervs– og kulturliv, som alle parter får noget ud af. Udover den enorme PR, som både Volkswagen, kunstnerne og hotelejerne, familien Brøchner, får noget ud af, er udbyttet af Projekt FOX en god historie for alle: Virksomheden Volkswagen, der efterhånden har et par år på bagen i bilbranchen viser sig som unge, nytænkende og med på beatet. De involverede kunstnere og designere får mulighed for at deltage i en spændende og udviklende international proces og familien Brøchner får en unik nyindretning af deres hotel. Og ikke mindst får vi forbrugere nye og anderledes oplevelser.

Når enden er god
Hele Projekt FOX slutter den 22. april, når Volkswagens kampagne ophører. Mens Studio FOX og Club FOX lukker ned, vil Hotel FOX fortsætte med ejerne af hotellet, Brøchner-familien, ved roret.

Hvordan det bliver uden de energiske, unge og kreative kræfter, der de sidste 3 måneder har lagt en arbejdsindsats ud over det sædvanlige i det her, er der ingen der ved. Men gad vide, om ikke Hotel FOX fortsat vil være Hotel FOX, som det står i dag med vovede vægdekorationer og en kunstnerisk og energisk ånd, der forhåbentlig lover nye standarder for fremtidens hoteller og ikke mindst for fremtidens innovative samarbejder.  

Læs mere

Dansk Design Center HC Andersens Boulevard 27
DK 1553 København V
T  3369 3369
F  3369 3300
design@ddc.dk

Relateret indhold

Keywords